tilbage til oversigten

Artikel

Artikel: Teater i Undervisningen - Redskab til forandring

Skrevet af: Jan Foss
Oprettet her: 24. september 2003


Trykt i Dramalærerforeningens fagblad "Drama & Teater" nr. 2, juni 2003.

Det at bruge forumteater og lignende metoder i erhvervslivet som redskab til teambuilding, problemløsning og konflikthåndtering er stadig forholdsvis nyt, men dog en fuldt accepteret og succesrig metode.

At professionelle teaterfolk i Danmark benytter disse metoder i deres opsøgende teatervirksomhed på skoler og ungdomsuddannelser for og med børn og unge, er derimod endnu uhyre begrænset; trods det at Danmark er et foregangs land og verdens kendt for sit professionelle børne og ungdomsteater.
Disse metoder er derimod benyttet og udviklet gennem mange år i udlandet. Især i England har det succesrigt udmøntet sig i en hel teatergenre " Theater in Education " forkortet TIE. Her har mange professionelle teatre med respekt for sig selv en TIE afd.

Denne genre og erfaringer fra England, (på dansk TIU "Teater i Undervisningen"), har Teater Gadesjakket taget til sig og vil gerne være med til at udvikle og gøre kendt i Danmark.
Med metoder og erfaringer fra TIE formidlet af instruktøren Lorraine Coady fra England, og Gadesjakkets egne erfaringer med kon-fliktløsning, forumteater og dramapædagogik, har vi startet dette arbejde.

I forlængelse af Folkeskolelovens og Læse- planudvalgets intentioner i "Klare mål" om at sætte fokus på elevernes "alsidige personlige udvikling" har vi skabt en interaktiv forestilling "Sladjana.dk" over temaet identitet, specielt for unge.

Sladjana. dk


I halvanden time bliver eleverne aktive medspillere i historien om Sladjana, en ung dansk kvinde med jugoslaviske forældre. Hun prøver at finde ud af hvem hun selv er, og vi møder hende i forskellige situationer med familie, venner, kollegaer og kæreste, som alle har en mening om, hvordan hun burde være.
Alle Sladjana´s oplevelser bliver farvet af den intolerance og racisme, som hun til sin egen overraskelse også oplever blandt de, der står hende nærmest.

Metoden


Undervejs stopper vi handlingen og spørger eleverne hvordan de opfatter situationen. Hvilke følelser de mener at karaktererne i stykket har og hvad karaktererne kunne have behov for at der skete nu. Eleverne trænes i at aflæse følelser hos andre og at en situation kan tolkes og løses forskelligt. Gennem forskellige interaktive teatermetoder som forumteater, interviews og medvirken i "rolle" og konkretisering ved hjælp af billeder oplever eleverne, at deres forslag og engagement har betydning for historien og personernes udvikling.
Der er ingen rigtige løsninger, men vi kan tilbyde eleverne et forum, hvor dilemmaerne kan blive belyst og hvor flere forskellige løsninger kan prøves af. De kan udforske begrebet identitet, og hvem de selv og andre er. Forstå egne og andres følelser, træne problemløsning, at lytte og bygge videre på andres forslag og øve sig i at tage bevidst stilling.

Forandring


Det har til alle tider været vigtigt at forholde sig til hvilke værdier og normer som gjaldt i samværet mellem mennesker og i det tilstede-værende samfund. At finde ud af hvem man selv er, hvordan man behandler andre og hvordan andre reagerer på det.
Tidligere tiders værdier og normer gælder ikke i samme grad længere, intet er fastlagt og samfundet er i konstant forandring. Konflikter opstår hurtigere og bliver langt mere synlige.

Det er derfor mere nødvendigt end tidligere at arbejde med sine personlige og sociale kompetencer. At finde veje til at navigere, forstå og løse konflikter. Det skal trænes, ligesom evnen til at vise indfølelse og rummelighed. Hvis vi ikke kan leve os ind i andre menneskers situation og følelser, tingsliggøres alt omkring os, og tendensen til egocentrering og at andre er ligegyldige forstærkes. Det er i mangel på den forståelse at vold, mobning, diskriminering og hærværk spreder sig.
Det er vigtigt, at vi hver især oplever hvem vi selv er og hvordan vi påvirker andre. Det er vigtigt, at vi oplever hvor meget værdifuldt vi hver især har at bidrage med, og at tage medansvar for at finde veje til at bryde de uretfærdigheder vi møder.

Redskab til forandring


Gennem teatret kan vi træne disse ting. Ved at arbejde i fiktionens verden er det muligt at skabe spejlbilleder af virkeligheden, hvor man kan identificere sig med rollerne, deres følelser og i de dilemmaer, som de bliver konfronteret med.
Vi kan visualisere problemer og dilemmaer og dermed gøre det nemmere at forstå, hvad det handler om, uden at det bliver personligt. Det opleves desuden af alle på samme tid og kan bearbejdes og diskuteres på stedet, modsat situationer fra virkeligheden som man måske kun har hørt om.
Vi kan måske ikke umiddelbart løse problemerne, men vi kan åbne for en debat om det, som ellers kan være vanskeligt at få sat ord på.

Når man som publikum bare en gang har været involveret i et forumteater stykke - eller som her et TIU-forløb, hvor man ikke bare er passiv tilskuer men aktiv medskaber og selv har lagt krop til og "leget med", er man bedre rustet til selv at møde de samme dilemmaer og problemer i virkeligheden bagefter.



Fremtiden

Nu og fremover turnerer vi med forestillingen "Sladana.dk". Vi tilbyder workshops og kurser i de pædagogiske metoder.
I August 03 tilbyder vi i samarbejde med Amtscentret for Undervisningsmidler i Fyns amt, et kursus i metoderne fra forestillingen og det tilhørende undervisnings materiale.

Ny forestilling

Vi arbejder i øjeblikket på at finde samarbejdspartnere og økonomiske midler til at lave en ny interaktiv forestilling og til at udvikle metoderne. Forestillingens arbejdstitel er "Livtag" og tematisk vil den omhandle unges livskvalitet, selvværd og misbrug.

Litteratur

Boal, Augusto (2000) : "Lystens Regnbue – Boals metode for teater og terapi."
Forlaget Drama.

Boal, Augusto (1995) : " Spil ! Øvelser og lege for skuespillere og medspillere."
Forlaget Drama.

Boal, Augusto (1985) : " Stop! Det er magisk!."
Forlaget Drama.

Byreus, Katrin (1990) : "Du har hovedrollen i dit liv"
Forlaget Drama.

Heathcote, Dorothy m.fl. (1991) : "Collected Writings on Education and Drama."
Forlaget North University Press.

Rosenberg, Marshall. B (2001) : "Ikkevoldelig kommunikation- Girafsprog".
Forlaget Borgen.